eSport

I Fritidscenter Indre Valby arbejder vi med eSport, som fokuserer på konkurrenceelementerne indenfor computerverdenen. Typisk handler det om konkurrencer på højt, professionelt niveau. I Fritidscenteret arbejder vi dog med at hjælpe de unge med at udvikle kompetencer indenfor samarbejde, kommunikation o.a. Det handler om at vise respekt og arbejde sammen med ens kammerater, så man kan gennemføre opgaven, der skal løses.

 

I dag bliver børn og unge konstant udfordret ift. nye spil, medier, tablets m.m. Det er en stor del af hverdagen altid at være online på sin mobil eller på computeren. Dette betyder, at vi som pædagoger skal være opdateret på, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe de unge med at navigere i den digitale verden. Børn og unge skal rustes til at udnytte teknologiens fulde potentiale, beherske de forskellige digitale færdigheder og navigere i spændingsfeltet mellem teknologi, digitalisering og hverdagens traditionelle rammer.
For pædagogerne er opgaven stor, og derfor har Fritidscenteret valgt at uddanne vores pædagoger til at kunne arbejde mere effektiv med eSport.

 

Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om alt dette er nødvendigt. Vi ser dog potentialet for at arbejde på en ny måde på børnenes niveau. eSporten kan være med til at understøtte og udvikle mange af de kompetencer, der er behov for i vores samfund. Samarbejde, problemløsning og kommunikation er bare nogle af de egenskaber, der arbejdes med og disse kan være afgørende for, at vores børn og unge kan følge med i den mere og mere digitaliserede hverdag.
Det handler dog ikke kun om at spille computer med vennerne. For at kunne være med på det højeste niveau, skal der ikke kun fokuseres på teoretisk og praktisk gaming men også på god kost samt fysisk og mental træning.
Det handler også om at børnene tager ejerskab over projektet. Pædagogerne involverer børnene i træningen og det er deres opgave at samarbejde med hinanden og sammen med pædagogen finde ud af, hvad der skal arbejdes med for at holdet kan udvikle sig.

 

Multimediestrategi

I Fritidscenteret arbejder vi ud fra en multimediestrategi, der er aktiv i alle klubberne. Dette betyder, at vi tager forbehold for de forskellige spils PEGI-rating (en vejledende guide til, hvilke aldersgrupper spillene passer til) og at der ligger et pædagogisk formål med vores arbejde med digitale medier. Information om vores multimediestrategi kan findes her: https://fc-indrevalby.kbhbarn.kk.dk/FrontEnd.aspx?id=10864953

 

Ungdomsringen

Fritidscenter Indre Valby samarbejder med Ungdomsringen og andre klubber i Københavnsområdet. Det betyder, at vi har mulighed for at kunne deltage i arrangementer på tværs af byen, lavet specifikt til vores aldersgruppe.
For mere information omkring Ungdomsringens arrangementer kan man besøge deres hjemmeside: https://www.ungdomsringen.dk/det-sker/esport