Samarbejdspartnere

Samarbejdet med det lokale SSP

Om SSP:

Gennem SSP samarbejder en række faggrupper om at forebygge kriminalitet blandt børn og unge i Københavns Kommune. 

SSP København er et lokalt samarbejde mellem Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Kriminalforsorgen samt Københavns Politi.

SSP's mål er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge i alderen 10-18 år og nedbringe antallet af unge i alderen 10-18 år, der begår alvorlig kriminalitet. Dette mål arbejder over 380 skolelærere, klubmedarbejdere, politifolk, socialarbejdere, medarbejdere fra kulturinstitutioner m.fl. i 16 SSP-udvalg i Københavns Kommune for at nå. SSP København har også et SSP+ samarbejde målrettet 18-25 årige, som har begået gentagen eller personfarlig kriminalitet og har brug for en koordineret indsats for at komme ud af kriminalitet.

SSP samarbejdet er etableret i langt de fleste danske kommuner, og SSP udgør oftest omdrejningspunktet i det udførende kriminalpræventive arbejde.

SSP-samarbejdet opbygger lokale netværk, der kan forebygge, at børn og unge begår kriminalitet. Skole, socialforvaltning og politi er de tre centrale aktører i netværket, og samarbejdsfladerne er udvidet betydeligt gennem årene.

Med SSP-netværkets store lokalkendskab kan faresignaler og udviklingstendenser i kriminaliteten og i børns og unges levevilkår opfanges tidligt nok til, at vi kan gøre en indsats, før problemerne bliver for store.


Samarbejdet

Sammen med bl.a. SSP arbejder vi for at forebygge kriminalitet blandt børn og unge i lokalområdet. Dette gør vi bl.a. gennem projektorienterede indsatser, der har til formål at give udsatte børn og unge de ressourcer og den hjælp, de har brug for, for at holde sig ude af kriminalitet. 

SSP kan, med sit store kendskab til de lokale unge, hjælpe os med at lokalisere og holde øje med eventuelt udsatte unge, der kræver en større indsats. 

Sammen med SSP arbejder vi ud fra étårige projekter. 

"SSP Følgegruppe Folehaven": SSP Følgegruppe Folehaven er en del af det styrkede SSP samarbejde. Her mødes vi med lokalbetjente, Helhedsplanen og de lokale skoler for at snakke om de udsatte unge. Vi samarbejder om en SSP årsplan, hvor vi planlægger fremtidige indsatser og projekter. 

Sportsaktiviteter i Hafnia Hallen: Sammen med SSP har vi fået etableret en aftale, som giver de unge mulighed for at dyrke forskellige sportsaktiviteter i Hafnia Hallen. VI har adgang til Hafnia Hallen hver fredag fra 18 til 22:30, hvor alle klubber i Fritidscenter Indre Valby har mulighed for at komme og fx få klatreundervisning osv. 

Kommende projekter: Vi har lige nu et projekt i opsejling med fokus på udsatte unge i lokalområdet. Mere information kommer snarest muligt, når vi er længere i planlægningsprocessen. 

"De unges hus": et af sidste års projekter i samarbejde med både SSP og Helhedsplanen handlede om at imødekomme de unges ønske om at få deres eget hus. Sammen med en række unge fik vi etableret et lille hus udenfor Rubinen, hvor de unge fremover kan passe sig selv uden voksen subervision. De unge stod selv for at etablere regler for stedet samtidig med, at de stod for at finde møbler osv. Formålet med projektet var at lære de unge om, hvad det vil sige at tage ansvar og selv skulle gøre en indsats for at få projektet til at lykkedes.